|

Da vejen indtil videre er taget af bordet, holder vi en pause.

Ring 3 forbindelsen syd og vest om Mårslet, er taget af bordet pga besparelser i Århus Kommune. I første omgang frem til 2015. Det eneste der kan true byen indtil da, er at der bliver vedtaget en Kattegatforbindelse via Svanegrunden ud for Hov, hvilket efter 8320.dk's mening med meget stor sandsynlighed vil medføre et motorvejsben syd om Ny-Malling og Malling og tæt forbi Mårslet byskiltet. Ny-Malling vil ved dette scenarie, skulle fostres i en trafik- og støjmæssig "Bermuda-trekant" - omkranset af betydelige vejanlæg!
Landanlægget til Kattegatforbindelsen kan relativt hurtigt stå færdigt, mens byggeriet af broen er en anden sag rent tidsmæssigt. Et systemskifte på Christiansborg vil efter alt at dømme øge risikoen/chancen for dette byggeri - alt efter hvordan man ser på sagen.
Men bliver Kattegatforbindelsen ikke realiseret, skal Ring 3 underlægges en VVM undersøgelse af primær linieføring hhv en ny og indtil videre ukendt alternativ linie, da den hidtidigt gældende alternativ linieblev skudt ned af et bredt flertal i byrådet op til sidste kommunalvalg.
8320.dk's primære ønske for en VVM undersøgelse, er at Århus vælger en fremsynet menneskevenlig anlægspolitik, der følger de strengeste miljømæssige krav for offentlig anlægsvirksomhed. Vi mener f.x. at det er helt relevant at vejanlæg følger minimum samme støjregler som vindmølleanlæg. Støj er støj. Hvorfor vejanlæg må støje 3-4 gange mere end vindmøller er en gåde, set ud fra et hensyn til folkesundheden. Dertil kommer luftforureningen fra vejanlæg. På årlig basis dør ca 10 gange så mange mennesker af trafikken som i trafikken.
Men, 8320.dk finder altså, at det er lang tid at skulle holde dampen oppe på en sag der i udgangspunktet ligger mindst 5 år ude i tiden. Vi vil hellere arbejde på at byen igen bliver en enhed hvor alle, gamle beboere som nye tilflyttere, føler et fællesskab. Der har været mere end rigelig splittelse i byen. Når der skal laves trafikløsninger - ja løsninger i det hele taget - for Mårslet, skal vi tage udgangspunkt i fællesskabets bedste, fremfor det gamle Mårslet mod det nye. Også der nærer vi håb om at de egentlige folkevalgte i Byrådet hjælper med at holde processen på sporet i Fællesrådet, hvor grundejerforeningsinteresserne hidtil har spærret for egentlig og hårdt tiltrængt udvikling af byens infrastruktur og servicefaciliteter.
 
Billede tv: Når jernbanearbejde medfører at vi skal til nabobyerne for at komme mellem den sydlige og nordlige del af Mårslet i bil
Billede midt: Midtbyen kunne i den grad blive pænere, planerne er der heldigvis, takket være et par fremsynede borgere der vil bygge et flot hus, der stilistisk passer fint ind i bybilledet. Den gamle nedrivningsmodne kiosk (tidl. Brugs) vil nok de færreste savne.
Billede th: Skolevejsnalysen i 2004 (før udbygningen af byen - siden er det kun blevet værre) Røde stjerner angiver trafiksikkerhedsmæssige problemområder - det skriger til himlen at vi ikke allerede har etableret den indre aflastningsvej - dvs en forlængelse af Byvej forbi Butikstorvet og gerne over til Nymarks Alle. Kommunen har ejet jorden til formålet i ca 40 år.
|