Dagligvarebutik på Byvej vækker vrede i nordbyen.

Beboer- og grundejerforeninger i det nordlige Mårslet er vrede over at Fællesrådet indstiller til kommunen, at der kan gives dispensation til lokalplanen for grunden øst for Byvej, således at der kan en opføres en dagligvarebutik.

En række vrede debatindlæg på Fællesrådets debatside vidner om, at heller ikke det nye Fællesråd kan gøre sig fri af det skandaleombruste renommé, der har fulgt det gennem de seneste år.

Endnu en gang er Fællesrådet i skudlinien i forhold til demokratiet og despekten for vedtagne lokalplaner, dispositionsplan etc. som beboerne og deres talsmænd/kvinder harcellerer over. Folk har jo investeret i ejendom og i deres liv udfra de lokalplaner der forelå, da de bosatte sig.

Fællesrådet og dets webgruppe har så forsøgt at legitimere deres handlemåde ved at lægge en web-afstemning på deres hjemmeside, der angiveligt skulle vise at stemningen i byen overvejende er for en placering af en dagligvare butik på grunden. Dog først efter at have frasorteret en række stemmer, der udtrykte modstand mod placeringen. I udgangspunktet var der klart flertal MOD placeringen.

Angiveligt har Fællesrådet registreret de ip-adresser, som stemmeafgivernes computere, eller computernetværk er forsynet med og bagefter studeret resultatet i fælleskab, og udgivet resultatet af deres undersøgelser under overskriften "Afstemningsresultat - korrigeret for stemmefusk" (15.05.2008) på maarslet.net's nyhedssektion.

Nu er det sådan efter 8320.dk's mening, at det er svært at lave fusk eller "omgå reglerne" som Kurt Søe skriver, når der ikke er opstillet regler for afstemningen! Sådan helt principielt. Så kom med nogle regler når I laver den slags.

Er det f.x. 1 stemme per husstand, eller 1 stemme per husstandsmedlem, eller 1 stemme per pc husstanden disponerer over? Hvad med PC'en på arbejdspladsen - må man bruge den?Og hvordan f.x. med beboerne på plejehjemmet? Skal de nu ud og investere i hver sin PC for at få lov til at deltage i demokratiet? Eller kan en betroet person,  f.x. fra Kildevangs brugergruppe, gå rundt med en bærbar og lader beboerne stemme via den, mens han/hun behørigt fjerner cookien mellem hver stemmeafgivelse.

Og skoleeleverne - de svageste trafikanter vi har, og dem der primært risikerer liv og lemmer i myldretidstrafikken - kan de selvstændigt deltage i demokratiet, eller er de henvist til at være tilskuere til det voksne Fællesråds trafikpolitik.

Nej vel - webpolls er noget rod.

Det er også derfor at slagsiden i forhold korrigeringen af afstemningsresultatet forekommer helt uvirkelig. Både fordi vi må nøjes med at tage webgruppens ord for pålydende, og fordi webgruppen udviser en helt totalt mangel på forståelse for hvad en ip-adresse registrering rent faktisk indebærer. F.eks. kan man frygte for at debatindlæg (der jo ikke må være anonyme) også bliver registreret på ip-adresse - for så har man navnet på afsenderen! Dette navn/ip-adresse kan man så sammenholde med afstemningens registrede ip-adresser og vupti, så ved man hvad naboen har stemt!

Sådan et forhold kunne være værd at undersøge via en anmeldelse hos datatilsynet (tidl. registertilsynet). Det har 8320.dk imidlertid ikke energi til at forfølge, men der kan indgives anmeldelse via datatilsynets hjemmeside. Vi nøjes med at trække på smilebåndet af, at maarslet.net webgruppen sidder der og kontrollerer borgerne i Mårslet.

Det er sådan at langt de fleste menneskers private internetforbindelse bliver tildelt dynamiske ip-adresser, dvs. man kan ikke regne med at have den samme ip-adresse hele tiden. Længden du bevarer din ip-adresse er nemlig alene afhængig af den tekniker der har indstiler den server hos din internetleverandør der forsyner dig med ip-adressen. Dvs, hvis du afbryder din internetforbindelse vil du i nogle tilfælde altid få en ny ip-adresse når du tænder igen, i andre tilfælde vil du kunne få den samme igen, hvis du tænder indenfor få timer, og hos andre igen i få dage. Så har du en f.x. USB-strømskinne der slukker ned for alt udstyr der vedrører dit internet når du slukker for computeren, ja så kan din ip-adresse være ændret når du tænder igen, mens en anden har fået den du havde tidligere.

Men det er kedsommelig teknik.

Det korte af det lange er, at forsyne politikere med et resultat fra webpoll som beslutningsgrundlag, er som at sende de  danske soldater i kamp i Afghanistan med udrustning fra Fætter BR - uden sammenligning iøvrigt. På overfladen ser det brugbart ud, men...!