|
Hvis Beder - Beringvejen kommer, hvad kan vi så forvente?
27.05.2009
I nedenstående kan læses et uddrag fra Miljøstyrelsens undersøgelser af sammenhængen mellem trafikstøj og huspriser. Det kan i øvrigt anbefales at læse videre i rapporten, for den efterfølgende undersøgelse af sammenhængen mellem trafikbelastning og helbred, er lidt af en gyser.
Kilde side 23/24
"Miljøstyrelsen har netop gennemført en undersøgelse af støjs effekt på boligers værdi, som kan bruges til at udlede geneomkostningerne (Miljøstyrelsen, 2003: Hvad koster støj?, miljøprojekt nr. 795, 2003).
Undersøgelsen viser, at 24 enfamiliehuse ved "almindelige" veje belastet med støj over 55 dB i gennemsnit falder i pris med 1,18% pr. dB i forhold til ikke støj-belastede huse. For huse ved motorveje er faldet beregnet til 1,64% pr. dB. Undersøgelsen omfatter alene enfamiliehuse og prisfaldet for lejligheder er således ikke undersøgt. Da huse og lejligheders karakteristika adskiller sig på en række områder, er det muligt, at støj har forskellig indflydelse på prisen på hhv. huse og lejligheder. For eksempel har enfamiliehuse tilknyttet haver eller udendørsarealer, hvor støjen er væsentlig højere end indendørs. Nytteværdien af udendørsarealer forringes væsentligt ved et højt støjniveau. "
"Enhedsprisen for støj beregnet ud fra den gennemsnitlige huspris anvendes således også som gennemsnit for lejligheder. Dette resulterer isoleret set i en overvurdering, da lejligheder er billigere end huse, men til gengæld er prisniveauet for både huse og lejligheder i særligt støjramte byområder (de større byer som København og Århus) højere end det anvendte gennemsnit for enfamiliehuse. For at få et samlet estimat for prisreduktion som følge af støj er der beregnet et vægtet gennemsnit af Miljøstyrelsens estimater for "almindelige" veje og motorveje. I sammenvægtningen er statens andel af den samlede støjbelastning (5%) anvendt som et udtryk for støjbelastningen fra motorveje (se afsnit 2.2.3).
Det vægtede gennemsnit er beregnet til prisreduktion på 1,2 % pr. dB. Dette svarer til et gennemsnitligt fald i husprisen på ca. 13.000 kr./dB. Med brug af en realrente på 6 % svarer 1 dB således til en årlig omkostning på ca. 780 kr. fra en gennemsnitlig ejendoms reducerede værdi. Resultatet kan relateres til genekurven for støj ved at omregne værdien til en pris pr. SBT. Omregnet fås en pris på ca. 33.100 kr./SBT pr. år." Kilde side 23/24 |
Hvad siger vores lokale politikere?
[Update 19.11.2009: Artiklen er skrevet før kommunalrådsvalget 17.11.2009 , her stillede Margrethe Bogner ikke op, og Ivan Dybvad blev ikke valgt]
I vores eget Mårslet område er vi begunstiget af ikke mindre end 2 byrådspolitikere, Socialdemokraternes Margrethe Bogner, samt Venstres Ivan Dybvad der genindtræder i Byrådet her ved Louise Gades afgang 1.juni 2009.
Man skulle tro, at de begge er stærkt optaget af at sikre at Ring 3 (Beder-Beringvejen) får en passende afstand til Mårslet, således at borgernes økonomi og helbred belastes mindst muligt. Indtil videre er der dog ikke meget der tyder på at dette er tilfældet. De har begge været meget stille omkring dette forhold.
Margrethe Bogner er Århus Kommunes repræsentant i Århus Lufthavn i Tirstrup, hvor hun indtaget rollen som honorarlønnet formand for bestyrelsen. Formandsrollen har hun haft gennem en længere periode, hvor Ring 3 er anlagt omkring Århus, og hun har jævnligt markeret sig i dagspressen med udtalelser om den tidsbesparelse Ring 3 medfører for dem der skal til Tirstrup. Det samme kan ses i en formandsberetning hun har afholdt ved generalforsamling i Århus Lufthavn. Så Beder-Beringvejen er et af hendes "børn".
Ivan Dybvad fra Venstre var tidligere i en turbolent periode formand for Mårslets Fællesråd og var manden, der sammen med Fællesrådets trafikudvalgsformand, Kurt Søe, indstillede til Århus Kommune at Mårslet var interesseret i at få Beder-Beringvejen anlagt. Og længe har Fællesrådet ønsket den så tæt på Mårslet som muligt pga en - indtil videre, u-argumenteret tese om vejens trafikaflastende effekt på Mårslet. Først her gennem de sidste måneder er man blødt en anelse op i forhold til den helt tætte placering.
Så hvis man som Mårslet borger er bekymret over den linieføring der er lagt op til, så er det svært entydigt at pege på hvem man skal gå til her ved kommunerådsvalget. Der er virkelig vælgerland at erobre for den første byrådskandidat, der tager Mårslet borgernes bekymring alvorligt og forlanger at der kommer professionelt argumenterede og begrundede trafikløsninger for os Borgere i Århus sydlige opland. |